Som nogen vil vide, var vi i Indien i 7 måneder 1971-72, udsendt af Folkekirkens Nødhjælp og IMCC til Christian Hospital, Bissamcuttack, Orissa. Det var en god og intens tid, og nogle af billederne fra dengang kan ses her. I mange år bevarede vi kontakten, dels gennem en af de danske læger der, Kaj Erland Pedersen, dels fordi han havde en del børn i pleje, som han også engagerede os i, således at vi finansierede uddannelsen for en af dem. Disse børn kaldte Kai "hindudrengene". Men årene gik, og kontakten svandt efterhånden.

I begyndelsen af februar 2002 skulle der i Delhi afholdes 6th World Conference in Echocardiograhy and Vascular Ultrasound med et for mig meget relevant fagligt program, og Inge og jeg besluttede os til at kombinere min deltagelse i denne med en efterfølgende ferie i det store land. Kongressen fandt sted på et stort hotel over tre dage og var vellykket. Vi var ialt en uge i Delhi og akklimatiserede os til Indien igen, mentalt og fysisk. Kørte rundt overvejende i auto-rickshaw, slentrede rundt, og blev som forventet ustandselig antastet af sælgere af alt mellem himmel og jord - og købte da også noget, som vi uden tvivl gav for meget for. Regulært taget ved næsen blev vi også, da vi købte vores togbillet et sted, der gav sig ud for noget andet, end det var. Men vi fik da billetten.Vi følte om som næsten de eneste turister, der var meget få, hvilket er et stort problem for de mange mennesker, der lever af det. Eftervirkninger af 11. september og India-Pakistan-krisen. Landet rummer nu over 1 milliard indbyggere.
Billeder fra Delhi her.
Film fra Jama Mashid.

Forud for afrejsen fra Grønland havde vi fået opsporet en e-mail kontakt til Bissamcuttack gennem nogle af de andre "gamle studenter", en af diise arbejder faktisk  også er her i Grønland, ja han bor endog i vores gamle bolig her.
Men altså, der var positive meldinger fra Orissa, så vi begav os på en togrejse dertil, 30 timer. Også for 30 år siden rejste vi med tog, men valgte dog dennegang at rejse med aircondition, omend der bestemt ikke er tale om luksus set med danske øjne. Men det er en god måde at rejse på, man ser meget, fornemmer landet og taler med mange venlige mennesker.
Billeder fra togrejsen her.
Film fra en station.

På stationen i Muniguda blev vi afhentet at hospitalets jeep, og tilmed af to af drengene, Suri og Sahadebo, med blomster. På hospitalet var et gæstehus gjort klar til os, vi følte os meget velkomne, og den følelse blev kun stærkere, efterhånden som dagene gik.
Hospitalet var ganske ukendeligt, men 30 år er også lang tid. Stærkt udvidet, nu i modsætning til dengang med rindende (rent) vand og el, røntgen, ultralyd, anæstesi, børnelæge, øjenlæge mmm, ialt 10 læger - og meget stor aktivitet. I år 2001 51.877 oupatients, 6.771 inpatients, 2.164 operationer - for et årsbudget på 3.6 millioner (kroner), alt inklusive (mere talmateriale om aktiviteterne her).
Økonomien hviler i sig selv og er baseret på, at de rige patienter betaler for betalingen af de fattige - dvs hospitalet har et godt ry, så de rige er villige til at betale for operationer, overskuddet bruges så på de fattige. Alle skal dog betale noget, selv de allerfattigste - . Alternativet er regeringshospitalerne, som findes, og hvor alt er gratis - på papiret. Men har du ingen penge, må du vente, til lægen har tid - eller acceptere en meget lav standard. Eller begge dele. I praksis fungerer det ikke pga korruption og bureaukrati på regeringssiden - dvs, har patienten igen penge, er der ingen reel mulighed for dyr behandling som fx en hjerteoperation eller kemoterapi for cancer.
Men også på Christian Hospital er økonomien hele tiden det centrale, som det er for den enkelte patient - han søger kun behandling, når erhvervsevnen er truet.
Alt genbruges. Engangsudstyr findes, men bliver resteriliseret, til det falder fra hinanden - det gælder også kanyler og kirugiske papirmasker.
Billeder fra hospitalet generelt, ambulatoriet (op til 5 læger i et rum med en briks), operationsafdelingen (anæstesimiddel æter), præmaturafdelingen (en sygeplejerske passer 6 børn, heraf en på 1100g, to opereret med kolostomi, en af disse 1700g), og fra afdelingerne.
Inge besøgte selvfølgelig også laboratoriet, hvor næsten alt stadig foregår med gamle principper uden maskiner.

Hospitalet har også en veludbygget Community-Health-afdeling. Dette havde vi også i det små i 71, hvor vi forsøgte at bekæmpe tuberkulosen i området, men det er siden helt revolutioneret. Lederen er en ildsjæl, Johnny Oomen, der også har engageret sig i mange andre i projektet. Uddannelse, drikkevand, malaria, tuberkulose, vaccinationer, børneundersøgelser tilbydes landsbyerne, der selv må afgøre, om de vil være med eller ej. Enkelte landsbyer har udstationeret en sygeplejerske, og de fleste andre en lokalt uddannet person, der med en simpel manual kan tage sig af de almindeligste sygdomme. Effekten er dokumenteret bla gennem halvering af dødeligheden for de under 5-årige, især for malaria - moskitonet og tidlig behandling har givet resultater.
Indsatsen koncentreres i 46 landsbyer med godt 10000 indbyggere i et område, der kun i ringe grad er dækket af regeringens programmer. Disse er på papiret udmærkede, men i praksis ringe - ligesom der også er regeringsskoler i de fleste landsbyer - men dækningen er ustabil pga korruption, ofte kommer læreren ikke. I dette område har man fulgt op på det pionerarbejde, Lis Madsen udførte, den danske læge, der i sin tid grundlagde Christian Hospital. Projektarbejdet benævnes nu MITRA - Madsen Institute for Tribal & Rural Advancement, og har også opført en kostskole ved landsbyen Katjapahu, som drives ved indsamlede midler, bl.a. fra Danmark.
Billeder fra Katjapahu og MITRA-skolen, fra landsbyklinik i Borodoguda, og fra selve Bissamcuttack. Mere information om MITRA her.
 
 

For et par år siden sponsorerede vi en brønd i en landsby i Orissa gennem Folkekirkens Nødhjælp. Vi ville gerne bidrage lidt af vores overflod, og ideen syntes vi var god, vi fik også et billede af brønden, så der var noget konkret at holde sig til. Da vi nu skulle til Orissa, ville vi gerne om muligt se stedet, og det viste sig, at landsbyen Kokodamal lå kun 70 km fra Bissamcuttack, i et af Indien allervarmeste områder med sommertemperaturer op til 51 gr C.
Vi fik kontakt, også her ved hjælp af Johnny Oomen, med organisationen Lutheran World Service, som står for brøndprojektet, i nabodistriktet Kalahandi. De kom og hentede os i deres jeep, gav frokost på deres kontor i Bhawanipatna og kørte os til Kokodamal, hvor vi var årets begivenhed.
Det var godt at se, at der er en virkelig brønd, som bruges, og som leverer rigeligt og godt vand til et sted, hvor der virkelig er brug for det.
Billeder fra Kokodamal, brønden, LWS - og en abe.

Til den positive rejseoplevelse gav Kai Erland Pedersen plejebørn, kaldet hindudrengene, også et afgørende bidrag. Vi havde ikke haft kontakt med dem i mange år, men også her hjalp Johnny Oomen og vi fik adressen på "vores" dreng Senapati, der er blevet bank manager i Bombay. Gennem Kai fik vi også hans e-mail, og kontakten var en realitet. Han ville gerne møde os i Bissamcuttack om muligt. Der er ialt 6 drenge. Den ældste, Chanciri, har haft ansvaret for de andre under Kais fjernstyring og kanalisering af penge fra Danmark. Senapati viste sig at være den kvikkeste, men Sahadebo er blevet lærer og Bhagirothi og Nobino ingeniører. Kun Suri er faldet af og er uden uddannelse i Bissamcuttack. Men den varme og omsorg, de alle gav os, er ganske enestående. Modtagelse af Suri og Sahadebo, Senapati kom rejsende fra Bombay og Chanciri fra Berhampur for at være sammen med os - og arrangerede udflugt til vandfaldet i lejet bil, hvor de alle havde badet som børn. Op i bjergene kom vi også, nu kørevej, hvor vi dengang kun kune komme frem til fods.
De hjalp med indkøb, transport videre til Rayagada, hvor Nobino ventede med familien i stiveste puds og aftensmad og sørgede for vores videre togrejse til Berhampur. Her blev vi modtaget kl 04, atter af Chanciri nu med to sønner, der havde ordnet hotel. Senere besøgte vi familien i deres hjem, hvor Chanciris kone Hira, Kais gamle barnepige ventede med deres smukke datter, som netop er blevet zoolog. De to sønner er IT-ingeniører.

Senere på dagen kørte vi sammen til Gopalpur on Sea, et nu noget forsømt badested, hvor vi havde fået anbefalet Hotel Sea Side Breeze, der viste sig at være et dejligt sted lige på stranden, billigt og funktionelt. Her tilbragte vi eftermiddagen på terrassen med familien. Senere var vi et par dage alene med stranden, fiskerne, solen, de smukke piger og kold øl.
Siden skulle vi videre med tog til Bhubaneswar. Atter var Chanciri og familien tidligt oppe, ordnede billetter og sørgede for, at alt gik rigtigt til på stationen. Fremme i Bhubaneswar blev vi modtaget af Senapati, der atter havde sørget for bil og nu sightseeing til Ashok-templet, soltemplet i Konarak og den hellige by Puri.
Dagen blev sluttet af med middag også med hans kone og søn på 14 måneder - og så blev der næste dag taget afsked på stationen, hvor der endnu en gang var sørget for billetter, så vi kom vel med toget til Delhi og siden fly tilbage til Frankfurt/Danmark/Grønland.

Og nu er drengene ved at tale om et drengehjem, så andre siden kan få de chancer, de fik. Vi glemmer dem ikke.

Inge og JJ